Jorden rundt med Poul.

 

Min rejsebeskrivelse fra

Herning Folkeblad Fredag den 24. Januar 1997

 

Drømmen om at rejse ud i den store verden og opleve andres kultur og opdage de ting, som gør os så forskellige, er vel noget de fleste har haft på et eller andet tidspunkt. For mig blev denne drøm til virkelighed, da jeg 31. januar 1996 satte mig tilrette i flysædet med kurs ud i det blå på en ti måneder lang jordomrejse. Forud var gået mere end et års planlægning og hård slid med at spare de penge sammen, der skulle bruges. De praktiske ting i forbindelse med flybilletter og rejseforsikring blev ordnet af Marco Polo Tour`s, hvem jeg kun kan anbefale på det kraftigste. Men det er i virkligheden kun en lille del. Der er 1000 andre små ting, der skal på plads, inden man tager afsted. Efter en endeløs venten kom så endelig dagen, hvor min drøm skulle føres ud i livet. Med forventningerne skruet helt i top og en anelse kriblen i maven, sagde jeg farvel til familie og venner og den trygge tilværelse i Danmark.

 

Kina venter.

Første stop på turen var Beijing, hovedstaden i Kina, hvor der bor ti millioner mennesker, der alle ligner hinanden og taler et sprog, som jeg ikke kunne tyde det mindste af. Det var en ret barsk start, men også en enorm udfordrende, og jeg lærte hurtigt, hvad det vil sige at være helt alene langt hjemmefra. Det var mit eget valg at gennemføre turen alene, og det har jeg ikke fortrudt, selvom det dog kunne være lidt ensomt indimellem. Men det er ikke et større problem. Man møder hele tiden andre rejsende, og ikke mindst andre danskere, som man kan dele sine mange oplevelser og indtryk med. Samtidigt kan man udveksle ideer og erfaringer.

 

Stor omvæltning.

Det var en meget stor omvæltning at komme fra det trygge Danmark til “riget i midten”, hvor alt er anderledes, og man finder ret hurtigt ud af, at kun ganske få kinesere taler engelsk. Derfor foregik det meste af kommunikationen via tegnsprog og store armbevægelser, der ikke kunne slås op i min uundværlige guidebog. Der er utroligt meget at se i Beijing og området omkring byen. Den himmelske freds plads, den forbudte by og ikke mindst sommerpaladset. Men det, der gjorde størst indtryk på mig, var utvivlsom “muren”, der vel er indbegrebet af Kina. Jeg tog derud en is kold februar morgen, hvor termometeret viste minus 10 grader. Det var helt skyfrit og frostklart vejr, og solen strålede ned på dette imponerende bygningsværk, der strakte sig så langt øjet rakte. Alene det at stå der på muren gav et sug i maven, og jeg tænkte “I wish my friend’s could see me now”, men de var langt borte.

 

Mig og en bid af “muren”.

Kinesisk nytår.

Nogle dage senere var jeg på vej ned af Yangtze Floden, der er verdens 3. længste flod. Turen tager 48 timer, og man ender i Shanghai – jeg var eneste turist ombord. Under mit ophold i Shanghai fejrede kineserne deres nytår, der altså falder et par måneder efter vores. For kineserne er nytåret en helt særlig højtid. Blandt andet fordi det er det eneste tidspunkt, hvor de reelt har ferie. Hele familien samles om det man vel kan sammenligne med vores juleaften. Officielt er fyrværkeri blevet forbudt, da der alene i 1995 omkom 350 mennesker i Shanghai på denne dag. Sammen med to gutter fra Varde sad jeg oppe på 4. sal og kunne se ud over hele byen og høre de cirka 15 millioner mennesker byde det nye år velkommen med maner – fyrværkeri forbud eller ej : der blev ikke sparet på krudtet den aften.

 

Post fra mor.

I Shanghai skulle jeg hente post for første gang ved det, der hedder Poste Restante. Det er en ordning, der gør det muligt at sende post til folk, der ikke har en fast adresse. En ordning, der fungere glimrende over hele verden med forskellige navne, i USA hedder den eksempelvis General Delivery. Jeg havde lavet en liste over, hvor og hvornår jeg ville være de forskellige steder. Cirka hver 20. dag var der så en hilsen og en pose lakrids hjemmefra. Lakrids er bestemt en mangelvare uden for Danmark. fra storbyens larm og trafikkaos tog jeg videre til en lille landsby, Yangshou, i den sydlige Guangxi provins. Her kunne man sidde i fred og ro på en fortovscafe, nyde en kop jasmin te og følge med i kinesernes dagligdag. Man kunne også leje en cykel for fire kroner pr. dag og køre den ombord på et skib, der sejlede op af Li Floden, som snoede sig igennem de smukke “limestone” bjerge, området er så kendt for. I Xingping blev man så sat af, hvorefter der var 25 kilometer tilbage til byen. En dejlig tur igennem store områder med rismarker.

 

Turen ned af LI floden.

 

Hund på menuen.

Når vi nu snakker om ris og mad må jeg lige fremhæve det kinesiske køkken, der er helt fantastisk. Nogle af de specielle ting skulle selvfølgelig også prøves, så en aften stod menuen på hund – lækkert, men jeg kunne nu bedre li`slangekød, som vi fik senere, det smager i retning af stegt ål. Efter seks spændene uger i Kina tog jeg videre til Hong Kong, der jo snart ville blive overtaget af den store nabo mod nord. Man kan sige mange ting om Hong Kong, men et er sikkert, der er utrolig mange mennesker, og hvad der skal ske med denne koloni, kan kun tiden vise. Det område , hvor jeg boede, hedder Kowloon, og her er der hektisk aktivitet. Butikkerne har åbent 24 timer i døgnet, og det hele er meget vestligt inspireret. Jeg besøgte den danske sømandskirke, hvor jeg sad og hyggede mig med hjælpepræsten og hans kone, der bød på hjemmelavet lagkage og kaffe – lige hvad jeg trængte til efter lang tid med fremmed mad.

 

Afsted til solen.

Efter frost og kulde i Kina og Hong Kong var det nu tid til afslapning og sol på maveflæsket. Turen gik til Thailand med solcremen i hånden. Der var nemlig dagtemperaturen nemlig oppe omkring 35 grader i skyggen. Jeg havnede i et paradis med hvide sandstrande og blåt vand, da jeg besøgte øen Ko Phi Phi Don (det hedder den altså). Det var dejligt bare at smide sig i sandet efter en lidt krævende tur gennem Kina. Herefter gik turen til Indonesien, hvor der ventede nye oplevelser. En af de store var, da jeg besteg Mount Merapi, der er den mest aktive vulkan på Java. Den var senest i udbrud i november 1994. Her jævnede den flere landsbyer med jorden. Det var en lidt underlig fornemmelse at stå på denne tikkende bombe. Herefter stod den på et stop på Bali, hvor jeg lejede en motorcykel for bare 25 kroner pr. dag. Motorcyklen fragtede mig rundt i det frodige landskab, der var præget af rismarker og palmer.

 

Hmm…..Ja man blev jo lidt brun !. Kuta Beach, Bali.

Down under.

Nu skulle turen snart føre mig “down under” i mere end en forstand. Først gennemførte jeg et 4-dages PADI- dykkerkursus, hvor jeg blev certificeret til det, der hedder “open water”- jeg må herefter dykke ned på 18 meters dybde. Det var en helt ny og spændende verden at svømme vægtløs rundt mellem koralfisk, skildpadder og hajer, der heldigvis var mere bange for os end vi var for dem. Efter tre måneder i Asien skulle jeg nu rigtigt “down under” – til Australien. Der bor 17 millioner mennesker i dette enorme land. 230.000 er aboriginals, Australiens oprindelige befolkning, der kom til landet for 50.000 år siden. Inde midt i landet ligger den berømte sten Ayers Rock eller “uluru”, som den hedder på aboriginsk. Den var ikke alene enorm stor, men også et fantastisk smukt syn. Ved sol op – og nedgang skifter den farve. Selvom det kan virke lidt kommercielt, er der i bogstaveligste forstand en kæmpe oplevelse – helt sikkert den seks timer lange bustur fra Alice Springs værd. Australiens – besøget bød også på en overlevelsestur med de vilde hunde, Dingoèrne, som trofaste følgesvende, Sydney og Utzon`s operahus og ikke mindst de første forberedelser til OL i år 2000. Den største naturoplevelse fik jeg uden tvivl i New Zealand, der bare har det hele. Kogende mudder, sneklædte bjerge, regnskov, vulkaner, gletcher og mange andre skønne ting, der får lille Danmark til at virke lidt kedeligt. For at komme rundt i New Zealand kan man eksempelvis vælge at blaffe. Det havde jeg aldrig prøvet før, men en gang skulle jo være den første. Kiwi`erne, som newzealænderne kaldes, er meget gæstfrie og hjælpsomme, så det var slet ikke noget problem at komme rundt. Hjemmefra havde jeg aftalt med en kammerat, Jens, at vi skulle mødes i Christchurch på Cathedral Square den 1. august klokken 12:00. Vi havde ikke set hinanden i ni måneder på det tidspunkt, så det var lidt sjovt, da vi som planlagt mødtes på den anden side af jorden. Sammen fortsatte vi rundt i en lejet bil i New Zealand de følgende tre uger. Vi blev hurtigt enige om, at det land må være det smukkeste i verden.

 

Jens og mig. Med bjerget “The Remarkables” i baggrunden.

Springet.

“The Pipeline” siger vel ikke ret mange danskere noget som helst, men det er en af de aller højeste bungy jump – broer i verden. 102 meter. Det skulle prøves. Det sus, det giver, når man farer mod afgrunden med 120 kilometer i timen, kan ikke beskrives. De fleste syntes vel, at det er et direkte vanvittigt gøremål, men for mig var det en af de største enkelt oplevelse på turen. Og som de siger dernede i Queenstown “If you are not living on the edge, you are taking up to much room “. Man fristes til at sige “prøv det, prøv det”. Det eneste, som New Zealand ikke rigtigt har, er strande, men det blev der rådet bod på, da jeg kom til Fiji. Her boede jeg på en lille ø, Tavewa Island, i over to uger, hvor der kun fandtes to såkaldte resorts, det vil sige steder, hvor backpackere holder til. Ingen biler, ingen veje, ingen købmand og slet ingen McDonald`s. Intet. Her kunne jeg virkelig slappe af og nyde livet. Jeg må nok erkende, at jeg tænkte en del på dem derhjemme, der måtte tidligt op og knokle på arbejdet.

 

Stranden på Tavewa, lækkert ik……

Fra ro til ræs.

Den velsignede ro blev fra den ene dag til den anden forvandlet til rasende travlhed og storby, da jeg ankom til San Francisco. En ægte storby med det hele. Herefter gik det rundt i U.S.A. med Greyhound – det store amerikanske busselskab. 15.000 kilometer med mange seværdigheder. En af de sjove oplevelser var, da jeg sammen med to danske par, jeg havde mødt på Fiji, var inde og se et talkshow i Hollywood, hvor Tom Hanks var gæst. Det var lidt uvirkeligt at sidde så tæt på en af 90èrnes største skuespillere.

 

Ro igen.

Efter storby – ræset var det atter tid til ro – indre ro. I Arizona var jeg – selvfølgelig – ude at se Grand Canyon, og det er nok den fedeste udsigt. Vejret var helt perfekt, og det er simpelthen ubeskriveligt at være der. Jeg satte mig helt ude på kanten og nød udsigten i flere timer. Herefter gik turen til Dallas og stedet, hvor JFK blev skudt. Senere så jeg hans grav på Arlington Kirkegården i Washington D.C.. De traditionelle atraktioner White House, FBI, Pentagon, U.S.Capital og en stribe museer og gallerier kom også med på listen over oplevelser. På valgaftenen, hvor Bill Clinton blev genvalgt, var jeg i Washington, og det var en stor oplevelse.

 

Til rum – afgang.

Heldet var også med mig, da jeg kunne overvære opsendelsen af rumfærgen Columbia fra Kennedy Space Center. Et par uger tidligere havde jeg set astronauterne træne i et øvelses basin på Johnson Space Center i Houston, Texas. Rum – afgangen var samtidig signalet til afgangen til Danmark. Efter 300 dage på farten blev det tid til at vende sidste side i den kære dagbog, som jeg havde delt alle mine fantastiske oplevelser med. “Snøft, så er det sidste aften her i New York, men også på hele turen. Det er helt enormt, så hurtigt tiden er gået, men nu må jeg se det i øjnene : I morgen er det slut. Men det har uden tvivl været the time of my life”. Sådan slutter beretningen i dagbogen. Herefter ventede hjemkomsten til venner og familie, der tog imod på banegården i Herning. Omstillingen fra en af de største byer, New York City, til dagligdagen i Herning tog et par dage, men det blev faktisk hurtigt hverdag igen.

 

New York City, den fedeste by i verden.

 

Efter en lang tur har Poul Lauridsen lært meget om sig selv, og han har lært at sætte pris på alle de ting, man bare tager for givet herhjemme. Han ville ønske, at alle havde muligheden for at tage på en lignende tur. På med rygsækken og afsted. For Poul er det ihvertfald ikke den sidste tur. Fremtiden kunne meget vel byde på større ekspeditioner til Afrika eller Sydamerika. Som han udtrykker det : “Det kan siges meget kort : At rejse er at leve…”

THE END

Poul Lauridsen © 1998